Tolstrup-Stenum Sognecenter

Tolstrup-Stenum Sognecenters historie

….. fortalt af Poul Egebak…….

Stenum var førhen en by i stor udvikling, skole, butikker, vognmænd, forsamlingshus osv.

På et tidspunkt blev Tolstrup borgere og Stenum borgere enige om, at man ville lave en fælles centralskole, den kom til at ligge her i Stenum. Det var rigtig godt for vores område. Det gav flere lærere i stedet for 2 lærersystem, hvor man underkuede de elever, som ikke levede op til lærerens forventninger.
Skolen kom godt fra start.
Næste skridt var, at vi skulle med i en storkommune; der gik det nok galt, besparelser og nedlukninger var nu dagsordenen, og i 1987 varslede man skolelukning eller kraftig nedskæring til et mindre klasseantal. Vi vidste, at næste skridt var lukning af Tolstrup Stenum Centralskole. Vi vidste, at en by uden skole ville gå i stå – ingen udvikling.
Borgerne protesterede og gik i gang med undersøge muligheden for at lave en friskole. Der blev holdt mange møder, og der blev diskuteret meget, hvilken holdning den skulle have.
Grundholdningen var, at den skulle være som folkeskolen, og at man så senere kunne ændre på det. Forældrebetalingen skulle værre så lav, at alle kunne være med, og der skulle være en pasningsordning sv.
Der blev holdt stiftende generalforsamling, og skolen var klar til start i 1988. Der blev valgt en bestyrelse, en bred vifte af forskellige samfundslag, to lærere, en socialpædagog og en børnehavepædagog og 1 dyrlæge, 1 mekaniker og 1 ingeniør. De fik til opgave at være klar til at starte en friskole, når kommuneskolen
lukkede.
Første opgave var at leje skolebygningen af Kommunen. Det lykkedes, og vi skulle betale 120.000 kr. årligt, og så ville Kommunen stå for den udvendige vedligeholdelse. Der blev ansat lærere og øvrigt personale. Det kørte til foråret 1992, hvor der var kommet godt gang i skolen. Der var ved at trænge til noget vedligeholdelse fra Kommunen, men der skete ikke rigtig noget.
Så kom der et forslag om at man stiftede en forening, som kunne overtage lejemålet, og at vi så selv overtog al udvendig vedligehold.
Der blev taget kontakt til Kommunen om forslaget, og de gik med på forslaget og gav os 45.000 kr. årligt til afholdelse af fritidsaktiviteter og 200.000 kr. til at etablere 2 nye omklædningsrum i kælderen samt en P-plads ved TSI’s klubhus.
Tolstrup Stenum Sognecenter blev stiftet i 1992, og man havde nu nogle penge at udvikle for, og de ting, som var aftalt, blev lavet.
Nu kom behovet for en børnehave. Der blev undersøgt, hvor den kunne være, og TSI’s klublokale, den tidligere inspektør bolig, var på grund af sin placering særdeles velegnet.
I 1995 byggede man nyt klubhus til TSI, og der blevet lavet et edb-lokale i samme tiltag. Friskolen var meget tidlig med edb i undervisningen , og var nok den første skole i Brønderslev Kommune, der underviste i det. Birte holdt kurser i brug af computer, allerede fra skolens start.
Børnehaven blev indrettet til 16 børn, men den blev udbygget flere gange, og der er i dag er plads til 60 børn. Sognecenteret har stået for det meste og lagt pengene ud til udbygningsprojekterne.
Skolen blev også udbygget i flere omgange, og der blev lavet nye lejeaftaler.
Tidligt – ved skolens start – var der en gruppe af nogle af de samme personer, som fik etableret nye boldbaner mod vest med lysanlæg.
Sognecenteret udviklede sig og i år 2000 kom man i gang med at bygge en idrætshal til gavn for skolen og fritidsaktiviteterne. Klubhuset blev udvidet, og Sognecenteret havde travlt med at generere penge til de forskellige projekter. Alt skete meget med frivilligt arbejde og borgerlån.
I 2004 fik vi tilbud om at købe skolebygningen og et tilhørende areal som en naturlig del af skolen til aktiviteter og udvidelser. Skillelinien ligger ca. 4 m vest for hallen og stik nord til læbæltet.
I 2006 fik vi en gave af Halvor Hjortlund: 3,4 ha syd for sportspladsen til fremtidig udvidelser, nok til boldbaner o.lign.
I 2011 kom vi med vi på hallernes budget i Brønderslev kommunen, og vi begynder at få midler til videre udbygning af bygningskomplekset.
I 2013 blev der udarbejdet et projekt til et nyt kulturhus og forsamlingshus. Huset blev bygget og der blev etableret nye P-pladser inkl. asfaltering. Alt var rigtig flot, men dyrt. Sognecenteret lavede en aftale med forsamlingshuset, så de som øvrige brugere af Sognecenterets bygninger kan have en god økonomi.
Sognecenteret fik en ide til etablering af nye byggegrunde i håb om, at de kunne sælges til bare 250.000 kr. pr. stk. Men vi kommer nok til at have en del penge til at sidde i grundene, indtil de bliver solgt, da udviklingen på finansmarkedet ikke rigtig har været med os.
Senest har Sognecenteret også været involveret i etablering af udefitness og skaterbanen. Og det nyeste projekt er Skovhytten og shelterovernatningspladser, som indvies her i forsommeren 2025.
Vi har igennem tiden brugt meget tid med tegninger, planlægning, ansøgninger og forhandlinger med Kommunen, og det har ikke altid været lige let, men meget interessant og givende for alle lokale aktører.
I Sognecenterets vedtægter, § 2 Formål, står der: Foreningens formål er at stille lokaler til rådighed for Tolstrup Stenum Friskole, samt foreninger og fællesaktiviteter i Tolstrup-Stenum området, og endvidere at fremme andre aktiviteter til gavn for lokalsamfundet.
Er det ikke det vi gør? Mange i vores lokalsamfund bruger enormt meget tid på at sørge for, at vi har nogle gode faciliteter.
Og det er dejligt at se, at også de yngre tager bolden op og går i gang med det frivillige arbejde.
Sognecenteret er en paraplyorganisation – et hjælpeorgan for dets medlemmer i det område, hvor vi bor.